NYT FOKUS PÅ SLIMFOOD
Opdateret marts 2014

Som nævnt på bloggens facebook er fokus på bloggen ændret en del.

Du kan stadig læse min tidligere ‘historie’-beskrivelse ved at scrolle ned 🙂

Efter jeg kom i mål med mit vægttab, har det selvfølgelig været meget vigtigt for mig at vedligeholde vægten – jeg mener bare – hvilken ‘kur’ virker, hvis man bare tager det hele på igen bagefter? Det er her man virkelig kan tale om, at det skal være en livsstilsændring.

Jeg har nu ikke spist korn, sukker eller generelt for meget stivelse i over et år nu. Og jeg stortrives! Men det er jo individuelt hvad man lægger vægt på og hvad ens krop kan arbejde med. Jeg ved bare, at det for mig ikke er nogen succes 🙂

‘Min historie’ nu er derfor noget anderledes – vægttabet har jeg stadig i bagagen – og er stadig pavestolt over hvor langt jeg er kommet – men mit fokus er anderledes nu. Nu er det ikke længere en livsstilsændring, der skal få mig til at smide kilo, men derimod en stabiliseringsfase/-tilstand jeg arbejder i.

Jeg tæller ikke længere kalorier – medmindre jeg i en periode har behov for at se, hvor meget/lidt jeg egentlig indtager, hvis jeg føler, at min krop brokker sig, tager sig anderledes ud eller generelt er påvirket anderledes end normalt.

Derfor vil en del af opskrifterne også være mere kalorieholdige end de tidligere opskrifter og der vil fremover ikke være opskrifter, hvor der indgår sukker & korn/stivelse.

Efter en strid knæskade er min træning endelig kommet på benene igen. Og min træning er så stor en del af min hverdag nu, at du fremover også vil kunne finde træningstips, øvelser og opskrifter til god trænings-energi på bloggen 🙂

🙂

Jeg håber du stadig vil læse med!

————————

Jeg har utallige gange forsøgt at tabe mig – suppekur, grov-kur, salat-kur og så den her kur. Min kur.

Min kur er den første og eneste, der har virket – i længden. Suppekuren befriede mig da også for ca. 5 kg., men de røg hurtigt på igen + mere til.

Jeg er kommet frem til, at hvis ikke indstillingen til processen er rigtig, kan man ligeså godt lade være. Det er den indre motivation, der driver værket!

Spørg dig selv:

– Hvad gør den her ret (fx fastfood) for mig?

– Hvad ville den her løbe/gåtur gøre godt for mig?

– Hvad vil jeg have ud af det her?

Alt er nemmere, når man er afklaret med sit mål og har fået tilpasset sit ambitionsniveau til sin egentlige tid, til projektet.

Jeg startede med få ændringer – fx. fedtfattig ost på brødet i stedet for smør. 1 bolle i stedet for 2. 1 portion aftensmad i stedet for 2 osv osv…. Den eneste træningsform, der har fungeret for mig i starten, var min hulahopring. Den begyndte jeg at bruge effektivt – men husk! gradvis optrapning med hulahop – ellers kan kroppen tage skade!

Så fik jeg øjnene op for online kostdagbøger, hvor man indtaster alt, hvad man indtager og så beregner den, om man spiser for meget eller for lidt og hvilke produkter, man bør spise mere af – rent sundhedsmæssigt. Desuden bøger, ikke deciderede kur-bøger, men bøger om, hvad madvarer gør ved kroppen og hvordan man bør spise i forhold til ens fordøjelse, forbrænding osv.

Et nemt fif er fx at skifte dine store tallerkner ud med små – så ser portionen større ud, selvom den højst sandsynligt er væsentligt mindre 😉

Det er vigtigt, at ens nærmeste ved, at man er på kur – så vil man for det meste undgå sætninger som ’skal du ikke have lidt mere kage?’. Det er selvfølgelig den indre motivation, der driver værket, men den ydre motivation spiller bestemt også en stor rolle for hvordan kuren/livsstilsændringen, fungerer i sociale sammenhænge.

Find ud af, hvad der virker for dig. Jeg bliver fx. helt oppustet og faktisk næsten fysisk dårlig, hvis jeg spiser ren, hvid pasta – og det tager jeg nemt på af. Hvorimod fede fødevarer som laks og avokado ikke sætter sig hos mig. Ligeledes med alkohol – hvad kan din krop bedst ‘tåle’? Lige med alkohol, så undgå for store mængder (det ved du sikkert godt) – 1 glas vin eller en øl indeholder ligeså mange kalorier som en stykke rugbrød med pålæg + et stykke frugt!

Min kur taler vist for sig selv. Jeg har ved hjælp af egne ændringer og kalorietælling, tabt 35 kg.

Et slankeprojekt er ikke noget der tager 2 uger – Rom blev jo heller ikke bygget på en dag. Hvis et slankeprojekt skal lykkedes, er det vigtigt at indse, at ting tager tid. Du har måske brugt 25 år på at se ud, som du gør – så ville det da også være underligt, hvis det kun tog dig 2 uger, at komme af med det igen 🙂

Jeg er færdig med at tabe mig nu – nu træner jeg bare og holder vægten. Og jeg har aldrig troet at jeg ville blive sådan en, der glæder sig til at træne søndag morgen – men det er jeg blevet. Jeg elsker min træning og min sunde mad – og jeg kan ikke længere fordrage søde sager 🙂

Jeg håber du vil følge med på min blog 🙂
Du kan også følge med på facebook her hvor jeg altid opdaterer når der er nyt på bloggen 🙂